onsdag den 16. juli 2014
Hjemmelavet modellervoks
Vidste du, at selv helt små børn kan have glæde af modellervoks? Den bløde voks i stærke farver kan være en skøn sanseoplevelse for børn helt ned til 1 år. De lidt større børn kan begynde at forme modellervoksen eller bruge forskellige redskaber som kageruller, udstikkerforme osv.
Ved at bruge hjemmelavet modellervoks med ingredienser fra køkkenet kan du være helt sikker på, at voksen ikke indeholder skadelige kemikalier eller andre giftige ingredienser. At lave sin egen modellervoks er både hurtigt, nemt og billigt. Her er opskriften:
Ingredienser
5dl vand
5dl mel
2dl salt
2spsk citronsyre (findes i supermarkedets bageafdeling)
1tsk olie
Frugtfarve
Fremgangsmåde:
Alle ingredienser, undtagen frugtfarve, kommes i en gryde og koges 2-3 min. under konstant omrøring.
Voksen hældes ud på bordet, hvor det køler af et par minutter.
Når voksen er kold nok til at arbejde med deles den op i mindre portioner. Hver portion æltes grundigt med frugtfarve, indtil den har en flot jævn farve. Det kan være en god idé at bruge engangshandsker under æltningen, da den rene frugtfarve sidder godt fast på fingrene (den færdige voks smitter ikke af på hænderne)
Nu er voksen klar til at blive leget med.
Opbevar modellervoksen køligt i tætsluttende emballage - her kan det holde sig et par måneder.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar